Nyheder på mail
Sotea kunde?

Hvad er Microsoft Forms?

Det får du svar på i denne guide. Her kan du blive klogere på: Hvordan Microsoft Forms kan hjælpe din hverdag, hvem der kan bruge løsningen og hvilke funktioner, du med bør lære at kende.

Introduktion til Microsoft Forms

Microsoft Forms er en løsning i skyen, du kan bruge til nemt og hurtigt at oprette formularer til forskellige formål. Det kan fx være til tests, undersøgelser, afstemninger og besvarelser af spørgeskemaer.

Fordelen er, at formularerne kan besvares fra (næsten) alle webbrowsere og mobile enheder. Og du kan se besvarelserne i realtid, så snart deltagerne udfylder formularerne.

Du kan bruge de indbyggede analyser til at evaluere svarene, og du kan eksportere svarene til Excel, hvor du kan få et bedre overblik og gå mere i dybden med analyse.

 

Hvem kan bruge formularløsningen?

Microsoft Forms er en del af Microsoft 365, hvor du frit kan bruge alle funktioner, hvis du har en af følgende licenser:

  • Microsoft 365 Business Basic
  • Microsoft 365 Business Standard 
  • Microsoft 365 Business Premium
  • Microsoft 365 Apps for enterprise
  • Office 365 Enterprise E1
  • Office 365 Enterprise E3
  • Office 365 Enterprise E5
  • Office 365 Enterprise E4 (hvis det er købt før licensen gik på pension)
  • Microsoft 365 F3
  • Microsoft 365 F5 plans
  • Microsoft 365 F5

Bemærk: at Microsoft Forms ikke er en del af alle Microsoft 365 licenser

 

”Før i tiden var det lidt af en mundfuld, når vi skulle udarbejde evalueringer og indhente tilbagemeldinger fra vores arrangementer og uddannelser. Men så præsenterede en fra Mentor IT mig for Forms. Jeg vidste slet ikke, at det var en del af vores Microsoft 365 licens. Med Forms er det nu nemt med enkle klik at få sendt spørgeskemaer afsted til vores deltagere. Noget der før var tidsmæssigt omfattende, er nu noget jeg kan klare lynhurtigt. Tak til Mentor IT for introduktionen.”

– Rikke Lykke Lysdahl, Lærings- og udviklingskonsulent, Kongruens

 

Tilpas dine formularer

Du kan tilpasse dine formularer i Microsoft Forms, så de passer til netop dine formål. Det er fx muligt at sætte baggrundsbilleder ind, tilføje et billede til et spørgsmål, oprette sektioner til din undersøgelse, indsætte logo, lave beskrivelser til dine formularer og meget mere.

 

Del og samarbejd

Du har mulighed for at koble flere personer på til at opbygge og redigere i dine formularer. Det kan for eksempel være, du selv opretter spørgsmål og ratinger, men du har brug for en grafiker til at tilpasse layout og en analytiker til efterfølgende at arbejde med besvarelserne. Det er nemt. Du deler bare linket til formularen med de medarbejdere, der har brug for at få adgang.

 

Sådan opretter du en formular i Microsoft Forms

  1. Start med at logge dig ind. Følg linket og log ind her eller gå til Office.com og log dig ind her.
     
  2. Klik på: +Ny formular. Nu åbner du en ny fane, og du kan gå i gang med at lave din formular.
     
  3. Start med at navngive formularen og lav evt. en beskrivelse af formålet. Når du navngiver din formular, får du også mulighed for at indsætte et billede. Indsæt fx dit firmalogo.
     
  4. Nu er du klar til at indsætte dine spørgsmål.
    Klik på: ”tilføj ny”. Her får du 4 valgmuligheder: Valg, Tekst, Bedømmelse og Dato.
     
    1. Valg: Her kan du lave et spørgsmål og prædefinere svarmuligheder. Du kan tilføje så mange svarmuligheder, som du ønsker. Du kan også vælge, om der må tilføjes et eller flere svar. Du kan desuden gøre spørgsmålet påkrævet og bestemme, hvilke svar der skal komme efter. Du kan også tilføje en undertitel, hvis dit spørgsmål kræver mere forklaring.
       
    2. Tekst: Her kan du stille et spørgsmål og lade deltageren taste sit eget svar. Du kan selv vælge, om du giver plads til korte eller lange svar. Du har igen mulighed for at lave spørgsmålet påkrævet og indsætte en undertitel. Du kan også vælge, om der skal være en begrænsning på svaret fx om det skal angives i tal eller større end/mindre end.
       
    3. Bedømmelse: Her kan du stille et spørgsmål. Derudover kan du vælge, om værdien skal være i stjerner eller tal. Du kan vælge, hvor mange niveauer brugeren skal kunne svare på fra 2-10 i både tal og stjerner. Du har igen mulighed for at tilføje en undertitel og lave spørgsmålet påkrævet. Derudover har du mulighed for at indsætte et mærkat, hvor du fx kan skrive ”dårligst” ved tallet 1 og ”bedst” ved tallet 5.
       
    4. Dato: Her har du igen mulighed for at tilføje et spørgsmål og bede deltageren om at vælge en dato. Igen har du muligheden for at tilføje en undertitel og gøre spørgsmålet påkrævet.
       
  5. Når du er færdig med at oprette spørgsmål, kan du klikke på knappen: ”Tema”. Her har du mulighed for at indsætte et baggrundsbillede og ændre i farverne, så det matcher din virksomheds identitet.
     
  6. Inden du godkender formularen, kan du se et preview af, hvordan formularen vil se ud for deltagerne.
     
  7. Når du er klar til at godkende, klikker du på knappen: ”del”. Her får du en række muligheder. Du kan angive, hvem der kan besvare formularen. Du skal være opmærksom på, at undersøgelsen bliver anonym, hvis du sender den ud til personer uden for din organisation. Så har du brug for navn på deltagerne, skal du indsætte et spørgsmål specifikt til dette. Du kan også dele formularen som en skabelon til fremtidig brug eller få et link, som giver alle, du deler linket med adgang til at redigere i formularen.
     
  8. Nu er du i mål, og du skal blot kopiere linket og sende det ud til de ønskede deltagere. Du kan også indlejre linket på din hjemmeside eller få en QR kode og dele det via mail.

 

Sådan ser du besvarelser på din formular i Microsoft Forms

  1. Start med at logge dig ind. Følg linket og log ind her eller gå til Office.com og log dig ind her.
     
  2. Find den formular, du vil se besvarelser på og klik på den.
     
  3. Øverst på din formular kan du se to punkter: et der hedder ”spørgsmål” og et der hedder ”svar”. Klik på: ”svar”
     
  4. Her har du mulighed for at se alle svar. Vores anbefaling er dog at downloade Excelarket for at få det bedste overblik over svarene – særligt hvis du har at gøre med en større datamængde.
     
  5. Ellers kan du klikke på: ”Vis resultater”. Her kan du se hvilke svar, der er kommet fra den enkelte deltager.
     
  6. Hvis du har opbygget din formular med ”Valg-spørgsmål”, har du mulighed for at klikke på ”Insights” og få et gennemsnit af de vurderinger, der er kommet.

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål er du altid velkommen til at række ud til os.